Omgivelserne

Kurserne afholdes i det nuværende ”Visby Fritidscenter”. Bygningerne er beliggende på 11 tønder land, der er udlagt som store græsarealer, skov, og vildt arealer. Der er indrettet boldpladser, legepladser og bålpladser forskellige steder i området. Hovedbygningen har tidligere været Visby Kro og fra 1979-1994 har Kvindehøjskolen ejet bygningerne. Mange af bygningerne er bygget og tegnet af kvinder i tiden fra 1979 og fremad og stedet vidner stadig om den kvindehistorie, der blev skrevet i de år højskolen eksisterede. 

Stedet ligger tæt ved jernbane (ca. 100 meter) hvor der afgår tog ca.
hver time til henholdsvis Esbjerg og Tønder. Dagligvarebutik og bank er beliggende i Visby – ca. 1 km herfra.

Udflugtsmål

I umiddelbar nærhed, midt i en lille skov, ca. 2 km vest for Visby, ligger den anselige ruin af det gamle Trøjborg fra 1300 tallet -Trøjborg Slotsruin-, omgivet af dobbelte voldgrave og århundred gamle træer. Ingen ved, hvornår og af hvem det første Trøjborg blev bygget. Godset anvendes i dag til mange interessante arrangementer.

I nærheden af Trøjborg ruin, ligger Sølsted Mose, hvor man bl.a. kan opleve sangfugle, nattergal, drossel, bekkasin m.m 

Området omkring Visby er en sand naturperle i det sønderjyske landskab. Få steder findes så specielt et naturområde som marsken og vadehavet. Ved Vadehavet finder man både Rømø, Mandø, Hjerpsted Strand og Højer. Derudover rummer området en række historiske seværdigheder.

I Højer kan man bruge flere dage. Her findes bl.a. Højer Mølle som er fra 1857 og er bygget i hollandsk stil, mens Højers gamle huse med stråtag har en del af den Frisiske stil og særpræg. Højer gamle Sluse blev bygget i år 1861 og i året 1982 blev den nye sluse, Vidåslusen indviet, den ligger på indvundet forland, som er blevet til af tidevandet.

Rudbøl ligger 7 km fra Højer og er den grænse til Danmark som blev gældende i 1920. Ved toldstedet er der en sten i vejen, hvor kan man stå med det ene ben i Danmark og det andet i Tyskland. Man kan også besøge den smukke og stemningsfulde Rudbøl sø som er forbundet med Vidåen og fem km på den anden side af grænsen til Tyskland ligger det berømte Nolde Museum.

I Møgeltønder ligger Schakenborg med en dejlig offentlig have og den flotte gade med gamle Huse og lindetræer. Ikke langt derfra ligger Gallehus, der er stedet hvor Guldhornene blev fundet i år 1639 og 1734. I dag står der en mindesten over det historiske fund.

Tønder ligger 8 km fra Visby og er en gammel handelsby. Man kan i den gamle bydel se bl.a. gavlhuse i Uldgade, som også er i frisisk stil. På Tønder Museum finder man Arkitekt Vegner’s udstilling af stole i gamle Vandtårn. Fra Vandtårnet er der en fantastik udsigt over Tønder Marsken

 

 

 

 

 

 

Opret hjemmeside nu | Powered by UPFront